Privatkunde

Uanset hvor på fyn du holder til, kan du trygt læne dig tilbage I havestolen, smække benene op og nyde en kop kaffe I solen. Imens sørger vi for, I tæt dialog med dig, at din havedrøm bliver til virkelighed.


Ydelser

Hos E. Stein Frandsen tilbyder vi en bred vifte af anlægsopgaver – og det gør vi altid med faglighed, service og sikkerhed i fokus. Vi sørger for kvalitetssikring og bestilling af materialer til tiden, så vi altid har de bedste forudsætninger for at overholde, den tidsplan, vi har aftalt med dig.  Med faglig stolthed, stor erfaring, professionalisme og blik for detaljen, løser vi alle opgavetyper – store såvel som små.

Du finder plejeanvisninger til havens elementer her på siden.

Læs mere
NYBYGGEREN: EN DRØMMEHAVE TIL DIT DRØMMEHUS 

Vi hjælper dig gerne i mål med drømmehaven. Gennem tæt dialog med dig, deling af idéer og forslag, til indkørsel – terrasse- planter mm., skaber vi faglige løsninger, som gør dine ønsker til virkelighed. 

Vi vægter løsningsforslag til dit projekt, som matcher dine ønsker og økonomi. Faglighed, service og sikkerhed er altid i højsædet hos os 

SKAL DIN HAVE RENOVERES? 

Synes du, at din have er blevet for uoverskuelig eller trist, eller trænger den blot til en makeover? Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan din have kan se ud. Uanset om der skal tilføres nyt, eller blot forenkles til fx et lavere plejeniveau for at imødekomme dine behov, så hjælper vi dig i mål. Sammen med dig finder vi frem til den helt rigtige løsning. Vi realiserer dine ønsker – med vores erfaring og grundighed. 

RÅDGIVNING OG HAVEDESIGN 

Hos Anlægsgartner E. Stein Frandsen hjælper vi dig gerne med faglig rådgivning. Samtidig kender vi vores begrænsninger og melder derfor gerne ærligt ud, hvis der er tale om et fagområde, som ligger uden for vores kompetencer. Da anlægsgartnerbranchen indeholder en bred vifte af materialetyper, udførelsesformer og opgavetyper, har vi et tæt samarbejde med andre fagfolk og specialister, så vi altid kan hjælpe dig i mål eller henvise dig til andre, der kan. Vi holder til i Odense og udfører anlægsopgaver på hele Fyn.  

Har du brug for en havedesigner? Så kan vi henvise dig til dygtige havedesignere på Fyn, som vil udføre et design, der passer til dine ønsker, behov og stil. 

MATERIALEVALG

Ved anlæg eller renovering af en have, et haverum, en indkørsel, terrasse eller lignende er der uendelige muligheder af materiale- og elementvalg. Med vores erfaring samt faglige kendskab til materialekvalitet, holdbarhed og pris, hjælper vi dig gerne med de rette valg. På den måde opnår du et resultat, der matcher udtrykket på dit hus, dine drømme og din økonomi, kombineret med funktionalitet og holdbarhed. 

GARANTI – DIN SIKKERHED

Vi er medlem af brancheorganisationen DAG (Danske Anlægsgartnere). Dermed er du omfattet af Håndværkergarantien. Her vil du som vores kunde være dækket af garantien for op til 150.000 kr. inkl. moms pr. byggesag. 


Vores faglighed

Hos E. Stein Frandsen har vi mange års erfaring – og dét er din garanti for et professionelt stykke arbejde. Med faglighed i højsædet skaber vi unikke, livsberigende uderum hos dig. Vores medarbejdere er uddannede fagfolk, der forlader arbejdspladsen pæn, ryddet og i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand – hver dag.  

Vores kerneværdier for det optimale samarbejde med dig er:  
Respekt, forventningsafstemning, gensidig tillid og imødekommenhed. 

Læs mere

Som kunde hos os bliver du mødt i øjenhøjde! Det betyder helt lavpraktisk, at vi er lydhøre og rummelige over for dine ønsker og behov. Derved skaber vi et unikt rum for samarbejde, der bygger på gensidig tillid, og ærlig dialog igennem hele processen. En proces, hvor vi lever op til det, vi har lovet, og udviser høj faglighed. 

Du kan altid være sikker på, at vi møder op og løser opgaven til tiden, og du får naturligvis besked ved forsinkelser, sygdom eller lignende. Vi opretholder et ordentligt sprog og udviser respekt for dig som kunde og er imødekommende igennem hele processen. 


Elementer i haven

Ved brug af elementer i din have kan du få fuld glæde og effekt af dine uderum. De rette elementer har signalværdi og skaber funktionalitet, farver, former, flader, læ, skygge og fantastiske opholdsrum – der kan opfordre til leg og hygge. E. Stein Frandsen hjælper dig gerne med rådgivning og faglig sparring i forhold til valg og placering af elementer i haven. 

Find masser af inspiration til din have i vores galleri

Læs mere
BELÆGNING

Hvad passer bedst til din have, din stil og dit hus? Der er mange muligheder og ting at tage i betragtning, både i relation til materialer, læggemønstre, funktion, udtryksform og kombinationer, når du skal finde den helt rette belægning til dit uderum.  

En god idé kan være at finde inspiration fx i nabolagets haver eller på de sociale medier. Mange belægningsleverandører har også god inspiration på deres hjemmeside, og her på hjemmesiden under galleri finder du også masser af ideer til belægning.   

Med vores faglighed og kvalitet i fokus hjælper vi dig med at finde den rette belægning til din indkørsel, terrasse, overdækninger, stier m.m.  

HUSK: Den rigtige bundopbygning til en belægning er altafgørende for det endelige resultat. Vi anbefaler derfor, at du aldrig går på kompromis med denne.   

GRÆS

Hvad betyder dit græs for dig? Græs har mange funktioner, da det er det naturlige tæppe under alt fra boldspil og leg til hyggeligt samvær. Græs giver en skøn balance i haven og skaber en kontrast til havens øvrige elementer.   

Græsetablering kan udføres på flere måder. Ved rullegræs har du et flot og færdigt resultat samme dag, men det koster også noget mere, end når græsplænen anlægges via såning. Desuden kræver rullegræs megen pleje i form af vanding, og plænen bør først tages i brug, når rødderne har etableret sig.   

Kontakt os gerne for at høre mere om, hvad der egner sig bedst til dig og din familie.  

HEGN

Skal haven, havens rum, terrassen eller indkørslen have en naturlig afgrænsning? Så kan du vælge mellem en lang række forskellige hegnstyper, der kan bruges til både afskærmning, læ, hygge, rumdeling og definering af skel. Find inspiration i galleriet her på vores hjemmeside. 

Vores løsninger udarbejdes med dig, med dine drømme og behov i centrum. 

HUSK: Det er vigtigt at vælge kyndige fagfolk til opsætning af hegn, så det holder og står flot i mange år.   

PLANTER

Planter er ikke bare smukke og atmosfæreskabende, de er også praktiske. De kan nemlig indramme din have som et rum til fx leg, privatliv, ro, velvære og skønhed. Haveplanter giver liv til fugle, de pirrer sanserne og skaber livsglæde – og så kan de være din helt private ressource i form af fx en køkkenhave, skygge og markering af grundskellet. 

LYS I HAVEN

Skab en stemningsfyldt have med belysning – på terrassen, langs gangstien, i indkørslen eller i bedene. Lys kan noget helt særligt, fx kan det være med til at fremhæve elementerne i dit uderum, så der også er noget at opleve, når mørket falder på. Med lys udenfor kan du nyde haven inde fra huset – og desuden sikre, at det er både behageligt og sikkert at færdes på stier, i indkørslen og på trapper, når det er mørkt.

MUR/TRAPPE

Hvilken støttemur passer til din have?  

Vi anbefaler dig at vælge den helt rette mur fra starten, da mur er en af de dyreste elementer i haven. Vi hjælper gerne med muligheder og design løsninger, der passer til lige netop din have – og som er udført i et materiale, der holder.   

For at etablere en god og holdbar støttemur spiller følgende ting ind i løsningen: 

  • Fundamentet hindrer sætninger i muren, og det sikrer samtidig, at der ikke sker frosthævninger i underlaget. 
  • Dræning: For at undgå tryk fra vand og jord etablerer man et dræn på bagsiden af muren.  
  • Smig: Jo større smig, des mere kraft skal der til for at skubbe muren frem. Hvor stort smiget skal være, afgøres af den kraft, muren vil blive udsat for.  
  • Bagfyld anvendes for at undgå et aktivt tryk på muren efter etablering – oftest udføres det i et drænlæggende materiale.   

Trapper kan være et vigtigt element mange steder på grunden. Skråner din have meget, og ønsker du en trappe eller et specielt skåret trin, som udligner niveauforskellen? Så kan du trygt tage fat i os. Vi har stor erfaring med alle slags trapper, både ved indgange, i terræn, store og små og udfører dem i materialer, der passer til netop dit hus og de øvrige belægninger på grunden.  

VAND

Vand i haven skaber liv og kan tilmed give en meditativ stemning. Samtidig fremmer vand i haven dyrelivet.  

Der er mange muligheder for vand i haven, fx en vandsten, en balje, et vandspejl, et regnvandsbassin. 


Referencer

Igennem vores 50 års erfaring i anlægsgartnerfaget har vi opbygget en stor viden og har udført mange projekter store såvel som små på hele Fyn.

Du kan se nogle af vores referencer her. 


Salgs- og leveringsbetingelser

Din tryghed og et godt samarbejde er vigtigt for os. 

Her kan du læse mere om vores forretningsbetingelser.

Læs mere
1. Aftalegrundlag

Alle aftaler, der indgås mellem E. Stein Frandsen Anlægsgartnerfirma ApS (herefter ”Anlægsgartnerfirmaet”) og kunden (herefter ”Kunden”), sker på de vilkår, som fremgår af følgende salgs- og leveringsbetingelser, medmindre andet er skriftligt aftalt.

2. Tilbud

Alle tilbud afgives skriftligt. Anlægsgartnerfirmaets tilbud er gældende i 30 dage efter datering, medmindre andet er skriftligt aftalt. Herefter bortfalder tilbuddet automatisk, medmindre det forinden skriftligt er accepteret af Kunden. Ekstraarbejder og –leverancer, som ikke er omfattet af det oprindelige tilbud, afregnes i henhold til Anlægsgartnerfirmaets timeløn og forbrug, medmindre andet er aftalt.

3. Vederlagets fastsættelse

Anlægsgartnerfirmaet udfører som udgangspunkt alt arbejde som tilbudsarbejde, hvor de i tilbuddet eller ordrebekræftelsen beskrevne arbejder udføres til fast pris, dog undtaget materialer, der i tilbuddet er givet til dagspris. Hvor det er vanskeligt på forhånd at give en præcis pris, f.eks. hvor det er svært at anslå det nødvendige antal arbejdstimer, kan Anlægsgartnerfirmaet vælge at afgive tilbud som ”overslagsarbejde”. Ved overslagsarbejde faktureres der ud fra faktisk anvendte materialer og arbejdstimer. Den endelige pris kan svinge +/- 25 % i forhold til tilbudsprisen. Det skal være anført i tilbuddet eller ordrebekræftelsen, såfremt der er tale om ”overslagsarbejde”. Hvor det ikke er muligt på forhånd at anslå en pris, kan Anlægsgartnerfirmaet vælge at afgive tilbud som ”regningsarbejde”. Ved regningsarbejde indeholder tilbuddet ikke nogen fast pris, og der faktureres ud fra faktisk anvendte materialer og arbejdstimer. Det skal være anført i tilbuddet eller ordrebekræftelsen, såfremt der er tale om ”regningsarbejde”.

4. Betalingsbetingelser

Samlet tilbudspris er inkl. moms, medmindre andet er aftalt. Der kan betales med FI-indbetalingskode via netbank eller bankoverførsel. Ved tilbudsarbejde er betalingsfristen 20 dage fra fakturadato. Ved overslags- og regningsarbejde, der strækker sig over en uges arbejde kan der faktureres hver 5. arbejdsdag. Her er betalingsfristen netto 8 dage. Ved for sen betaling er Anlægsgartnerfirmaet berettiget til at kræve renter og gebyrer i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser. Kunden er ikke berettiget til at modregne eller tilbageholde hele eller dele af vederlaget på grund af modkrav, medmindre dette skriftligt er erkendt af Anlægsgartnerfirmaet. Kundens tilbageholdelse af hele eller dele af vederlaget betragtes som en væsentlig misligholdelse af nærværende salgs- og leveringsbetingelser. Anlægsgartnerfirmaet er berettiget til at kræve betaling for materialer efterhånden, som disse bestilles eller leveres til brug for Kundens ordre.

5. Sikkerhedsstillelse

Såfremt Anlægsgartnerfirmaet fremsætter krav herom, er Kunden forpligtet til (i) at stille sikkerhed ved bankgaranti for det fulde vederlag, (ii) at indbetale det fulde vederlag til Anlægsgartnerfirmaet eller (iii) at indbetale det fulde vederlag til en af Anlægsgartnerfirmaet anvist deponeringskonto. Krav herom kan blive stillet overfor Kunden, hvis det samlede vederlag vil overstige kr. 100.000 inkl. moms. Sikkerhed skal stilles inden 8 arbejdsdage før den af Anlægsgartnerfirmaet oplyste dato for påbegyndelse af arbejdet. Såfremt Kunden efter påkrav herom fra Anlægsgartnerfirmaet undlader at opfylde sin forpligtelse til at stille behørig sikkerhed, betragtes dette som en misligholdelse af nærværende aftale.

6. Ændringer og Kundens oplysninger

Ønsker Kunden at foretage ændringer i en ordre, skal dette aftales skriftligt mellem Anlægsgartnerfirmaet og Kunden før opstart af arbejdet og så betids, at eventuelle ændringer i mængder af bestilte materialer kan ændres hos leverandøren. Ekstraordinære udgifter afholdt pga. ændrede mængder og ventetid afregnes som ekstraarbejde. Kunden har i øvrigt altid pligt til at oplyse om særlige forhold på ejendommen. Ikke-oplyste forhold af betydning for Anlægsgartnerfirmaets udførelse af arbejdet er Kundens risiko. Der tages forbehold for uoplyste og skjulte forhindringer som fundamenter, kloakbrønde, forsyningsledninger m. v., samt evt. forurenet jord. Ekstraomkostninger til fjernelse og deponering af forurenet jord vil blive faktureret særskilt som ekstraarbejde, idet der ved Anlægsgartnerfirmaets tilbud om udførelse af arbejdet er forudsat tilstedeværelse af ren jord, klasse 1.

7. Tidsplan

Tidsplan for arbejdets udførelse og eventuelt plan for fakturering udarbejdes og fremsendes snarest muligt efter Kundens accept af tilbud. Anlægsgartnerfirmaet tager forbehold for ændringer i tidsplanen pga. ekstraarbejder samt vejrlig og andre forhold, som Anlægsgartnerfirmaet ikke har indflydelse på.

8. Garantiordning

Anlægsgartnerfirmaet er medlem af Danske Anlægsgartnere og er derigennem tilknyttet Håndværkets Ankenævn og fagets Garantifond. Se http://dag.dk/ Via Danske Anlægsgartneres Garantiordning kan Kunden få afprøvet eventuelle klager ved et uvildigt ankenævn, Håndværkets Ankenævn. Den samlede pris på anlægsgartnerens arbejde skal være mellem 3.000 og 1.000.000 kroner, før Kunden kan indgive klage. Kunden er i forbindelse med Garantiordningen sikret for arbejder op til en værdi af kr. 100.000, ligesom Kunden er sikret hurtig udbedring af eventuelle fejl og mangler med påbegyndelse senest 30 dage efter afgørelse af en af Kunden vundet sag ved Håndværkets Ankenævn. Herudover er Kunden sikret i tilfælde af Anlægsgartnerfirmaets konkurs. Kunden er forpligtet til at drøfte eventuelle klager med Anlægsgartnerfirmaet, inden Kunden retter henvendelse til Håndværkets Ankenævn. Håndværkets Ankenævn kan kontaktes via sekretariatet for Håndværkets Ankenævn på telefon 7020 2537 alle hverdage mellem kl. 13 og 15 eller på mail info@hvanke.dk.

9. Materialer

Leverandører I forbindelse med aftaleindgåelse, dvs. forud for levering, udskiftning og supplering af materialer, skal Kunden skriftligt oplyse, såfremt der er ønske om bestemte materialer fra bestemte leverandører. Gør Kunden ikke dette senest ved accept af tilbuddet, kan Anlægsgartnerfirmaet frit vælge leverandør af materiale til det pågældende arbejde. Eventuelle afvigelser i det endelige arbejdes udseende eller udtryk som følge af valg af leverandør, kan ikke betragtes som en fejl eller mangel, såfremt Kunden ikke forinden har iagttaget nærværende bestemmelse. Planter Ved planter leveret og plantet af Anlægsgartnerfirmaet, yder Anlægsgartnerfirmaet grogaranti, så længe Anlægsgartnerfirmaet passer planterne. Den pågældende grogaranti bortfalder, såfremt planterne angribes af sygdom, skadedyr eller andre udefrakommende skader. Kunden overtager selv pasning af planter ved Anlægsgartnerfirmaets aflevering af arbejdet, med mindre andet er skriftligt aftalt. Når Kunden selv overtager pasning af planterne bortfalder grogarantien. Anlægsgartnerfirmaet er herefter alene ansvarlig for efterfølgende misvækst i det omfang, Kunden kan dokumentere, at årsagen hertil skyldes mangler ved Anlægsgartnerfirmaets ydelser. Ved reklamation skal Kunden fremlægge en skriftlig plejeplan, indeholdende information om rengøring, vanding og gødning med angivne mængder og tidspunkter. Græsplæner Ved såning af græsplæner tages der forbehold for, at sten kan forekomme i overfladen på op til 2,5 cm. Ved anlæg og etablering af græsplæner skal Kunden påregne, at græsplænen skal tromles ½ – 1 år efter udførsel for at opnå optimal jævnhed. En græsplæne er først etableret ca. 1 år efter såning, hvorfor Kunden i det første halve år skal være opmærksom på, at al trafik på plænen kan medføre ekstra ujævnhed og bare pletter. Der tages forbehold for, at der på græsplæner, som sås i foråret, vil kunne forekomme meget ukrudt i græsplænen i opstartsfasen. Beton- og belægningsarbejde Ved beton- og belægningsarbejde er Kunden forpligtet til at gøre sig bekendt med følgende publikationer på https://www.danskbeton.dk/belaegningsgruppe n: ”Kalkudfældninger”, ”Overflader på betonsten og fliser”, ”Vedligeholdelse af betonbelægninger”. Ved udførsel af belægningsflader, der støder op til støbte kanter, vil belægningsfladen ligge ca. 1 cm over den støbte kant, idet belægningen vil sætte sig med tiden. Derved sikres afvandingen. Anlægsgartnerfirmaet leverer og udlægger fugemateriale og fejer så meget i fugerne som muligt. Kunden skal herefter påregne selv at feje belægning, så fugerne fyldes helt op. Dette vil tage ca. 14 dage. Ved indkørsel må Kunden først køre på belægningen, når fugerne er fyldte, da det er disse, der stabiliserer belægningen.

10. Misligholdelse

Såfremt Kunden misligholder sine forpligtelser i henhold til nærværende aftale, er Anlægsgartnerfirmaet berettiget til efter eget valg (1) at ophæve den pågældende aftale såvel som andre aftaler indgået med Kunden, (2) at stille krav om ændrede betalingsbetingelser eller vilkår for aftalens opretholdelse og/eller (3) at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af misligholdelsen, herunder krav om erstatning. Anlægsgartnerfirmaet kan iværksætte et eller flere af de nævnte skridt, hvis Kunden ikke inden for en ved påkrav meddelt rimelig frist har afhjulpet misligholdelsen.

11. Garanti, reklamation og ansvar

Anlægsgartnerfirmaet yder ikke garanti for materialer og produkter anvendt i arbejdet ud over den garanti, som producenten eller leverandøren af de enkelte materialer og produkter yder overfor Anlægsgartnerfirmaet. Såfremt Kunden vil påberåbe sig, at det udførte arbejde er mangelfuldt, skal Kunden uden ugrundet ophold skriftligt orientere Anlægsgartnerfirmet. Meddelelsen skal indeholde en beskrivelse af manglen samt fotodokumentation. Såfremt Kunden ikke uden ugrundet ophold orienterer Anlægsgartnerfirmaet, mister Kunden sin ret til at fremsætte krav i anledning af manglen. Anlægsgartnerfirmaet har altid ret til at foretage afhjælpning. Anlægsgartnerfirmaet er ikke erstatningsansvarlig over for Kunden for tab, der hidrører fra omstændigheder af usædvanlig art, som hindrer, forsinker, besværliggør, umuliggør eller fordyrer aftalens opfyldelse, såfremt disse indtræder efter tilbuddets fremsættelse. Sådanne omstændigheder, der ligger uden for Anlægsgartnerfirmaets kontrol, kan være, men er ikke begrænset til: arbejdskonflikter (strejker og lockouts), ildsvåde, krig, oprør, indre uroligheder, vejrlig og naturkatastrofer, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, produktions- og leveringsvanskeligheder, der skyldes forhold, der ikke kan bebrejdes Anlægsgartnerfirmaet, samt indtræden af force majeure og/eller tilsvarende hardship hos relevante underleverandører. Anlægsgartnerfirmaet er ikke ansvarlig for Kundens indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske konsekvenstab. Et eventuelt krav mod Anlægsgartnerfirmaet kan ikke overstige det samlede beløb, som Kunden har betalt for det pågældende arbejde.

12. Behandling af personoplysninger

Som led i Anlægsgartnerfirmaets påtagelse og udførelse af arbejder behandles muligvis visse personoplysninger om Kunden. Denne behandling er reguleret af persondataforordningen og databeskyttelsesloven. For mere information om Anlægsgartnerfirmaets behandling af personoplysninger henvises til vores hjemmeside om persondatapolitik.

13. Tvister

Aftaleforholdet mellem Kunden og Anlægsgartnerfirmaet er underlagt dansk ret. Tvister mellem parterne afgøres ved de civile domstole med byretten som første instans. Idet Kunden er forbruger følger værnetinget værnetingsreglerne i retsplejeloven


Følg os på Instagram – og find inspiration